Jeg har sluppet mit ambivalente tilknytningsmønster

Læs psykolog Lene Munk’ oplevelse af en kærlighedssession i maj 2023. Kære Lene Af hjertet tak har jeg lyst til at sige. To sessioner tog det at finde dyb ro og tryghed i mig selv. Som psykolog har jeg masser af indsigt og selvindsigt. Jeg var bekendt med mit tilknytningsmønster og kunne sagtens gennemskue, hvad […]

Hjælp! Jeg falder for mænd, der ikke vil mig. Noget jeg kan gøre?

Hej Lene Jeg har problemer med at jeg falder for mænd, der ikke vil mig og dem, der vil mig – vil jeg ikke have. Kan som regel ikke føle en fysisk tiltrækning, hvilket jeg synes er meget vigtigt. Kan ingen lyst mærke, hvis der ingen fysisk tiltrækning er. Kan godt se at nogle af […]

Tryg tilknytning

Hvordan opstår tryg tilknytning?

Barnet føler sig tryg og beskyttet. Oplever tilpas med omsorg og mødes med oprigtig interesse. Mor/og eller fars stabile og vedvarende støtte opfordrer til udvikling af selvstændighed. Barnet føler sig tryg og elsket – udvikler højt selvværd samt selvtillid.

Tryg tilknytning som voksen

Som voksen indgår du i et sundt og nærende parforhold, hvor der både er plads til individualitet og et fælles behov for samhørighed og følelsesmæssig intimitet. Du har en generel positiv livsindstilling, er fleksibel og omstillingsparat. Du accepterer jeres forskelligheder og ser muligheder frem for begrænsninger. Problemer løses uden de helt store dramaer. Du kan udtrykke kærlighed i ord og handlinger. Du kan undskylde dine fejl og modtage en undskyldning fra den anden. Du kan tilgive og hurtig komme videre.

Studier viser at tryg tilknyttede mennesker har en nemmere tilgang til kærlighed, kram, nærvær og mindre tilgang til frygt, tab og separation. De er helt enkelt ikke særlige sensitive overfor negative tegn hos deres partner.  

Den trygge tilknytningsform handler om, at hvile i sig selv. Have en indre ro, tillid og tro på sig selv og verden. Det er naturlig evne til at knytte bånd og indgå i tætte og nærende relationer. Det er menneskets sunde kerne og essens. Det er mennesket i dets reneste, ærligste og smukkeste udgave.

Kendetegn for tryg tilknytning
  • Du er tillidsfuld og har en optimistisk indgangsvinkel
  • Du åben og interesseret i at involvere dig med andre
  • Du deler gerne dine personlige tanker og følelser
  • Du har en indre tro på at livet vil dig godt
  • Du har positive forventninger til andre mennesker
  • Du har gode relationer og et netværk at trække på
  • Du tør vise sårbarhed og bede om hjælp
  • Du kan udtrykke dine behov klart og tydeligt
  • Du har mod på at lære nyt – og mod på at udvikle dig
  • Du har en høj grad af selvværd og selvtillid
  • Du kan mestre modgang på en konstruktiv må
Kendetegn i parforholdet 
  • Du er god til at stoppe en konflikt. Under et skænderi har du ikke behov for at gå i forsvar og skade eller straffe din partner. På den måde forhindrer du at skænderiet eskalerer. 
  • Mentalt fleksible. Du føler dig ikke truet af kritik. Du er villig til at overveje – og, hvis nødvendigt at ændre på dine holdninger og meninger
  • Du spiller ikke skuespil. Du ønsker nærhed og forventer   at din partner ønsker det samme. Så hvorfor spille skuespil?
  • Føler dig komfortabel med nærhed og ubekymret omkring grænser. Du søger intimitet og er ikke bange for at blive ’fanget eller kvalt’ i forholdet. Du er ikke overvældet af frygt for at være svag (som den ambivalente) eller har behov for at trække sdg (som den undvigende.) Du finder det let at nyde nærhed, både fysisk og følelsesmæssigt
  • Du er hurtig til at tilgive og går ud fra at din  partner har gode intentioner og derfor har du nemt ved at tilgive, når/hvis din partner kommer til at såre dig
  • Tilbøjelige til at se sex og intimitet som et hele. 
  • Du har ikke behov for at skabe distance, ved at adskille sex og intimitet – (dvs. enten ved at være følelsesmæssig tæt eller tæt seksuelt. For dig  er sex og intimitet forbundet med varme, lyst og kærlige følelser til din partner
  • Behandler partneren med respekt og forventer det samme
  • Har en naturlig interesse i at forebedre og venligeholde parforholdet 

En af de vigtigste roller i parforholdet er at skabe en tryg base for partneren – det gøres ved at:
  • Vær tilgængelig. Vær sensitiv når din partner er følelsesmæssige ude af den. Tillad din partner at være afhængig af dig, når vedkommende har behov for det. Tjek fra tid til anden og giv omsorg når tingene går galt.
  • Lad være med at løse din partners personlige problemer. Vær tilstede med din støtte og empati. Det vil give din partner en følelse af styrke. Lad din partner gøre sine egne ting, uden at overtage situationen og underminere personens selvtillid omkring egne evner
  • Opmunter din partner. Bak op omkring deres mål, læring og personlig vækst. 

Har du ikke har taget min tilknytningstest endnu, kan du gøre det herunder

Desorganiseret tilknytning

Det uforudsigelige mønster

Den desorganiserede tilknytningsstil er modsat det undvigende og ambivalente mønster – uforudsigeligt. Det vil sige at det har ikke et stabilt reaktionsmønster, som de to andre utrygge mønstre har. Det betyder at jo mere chok/traume en person har på lager, jo mere følelsesmæssig svingende vil man være. 

Mønsteret ingen taler om

Det desorganiserede mønster er mønsteret ‘ingen rigtig taler om’ – fordi det er forbundet med skam og fordi der ikke undervises eller skrives særligt meget om det.  Jeg vil dog vove den påstand, at vi alle har en smule desorganiseret tilknytning i os. Desorganiseret tilknytning handler ikke kun om en hård opvækst – men også om andre traumatiske livsbegivenheder som pludselig indtræffer – og hvor vi ikke har fået hjælp til at  heale traumet og lande nervesystemet. 

Hvordan opstår mønsteret?

Barnet har oplevet mor/og eller fars adfærd være skræmmende . Stemningen i hjemmet har været præget af en truende, uforudsigelig og kaotisk atmosfære. Det ene øjeblik har mor og eller far været rolig og i godt humør, for i næste øjeblik at reagere voldsomt, uden at vise hensyn til barnets følelser og reaktion.

Barnet har været vidne til eller selv oplevet overgreb. Forældre eller andre i familien har fx. udvist krænkende adfærd i form af fysisk eller psykisk ydmygelse. Forælderen kan muligvis selv være traumatiseret på grund af, omsorgssvigt, dødsfald, overgreb, ulykker, psykisk sygdom eller misbrug. Forælderen er derfor selv hjælpeløs og ude af stand til, at opfostre et barn i trygt og kærligt miljø.

Barnet fanges i en umulig situation, hvor det er afhængig  af forældren – som det også er bange for. Tilknytning og kærlighed forbindes med frygt og vigtige relationer opfattes som farlige. Barnet befinder sig i en konstant tilstand af stress og veksler mellem, at søge trøst og løbe væk (kamp og flugt impulser) eller være helt fastlåst og apatisk (frys). Den håbløse og forvirrende situation kan få  barnet til at reagere voldsomt og de voksne kan komme til at stemple, det som et ‘problem barn’ – men i virkeligheden er det de voksne som er problemet. 

En blanding af undvigende og ambivalent 

Nogle desorganiserede voksne læner sig til den undvigende side, og er mere følelsesmæssigt lukkede og uafhængige af andre. Andre læner sig til den ambivalente side og lever med angst, panikanfald og voldsomme følelsesudsving og er meget afhængige af andre. Nogle svinger mellem ængstelige og depressive tilstande. 

Der findes også dem, hvor tilknytningsstilen kun viser sig i specifikke situationer, som fx råben og skrigen, lugte, høje lyde, fx. døre der smækker, glas som tabes på gulvet eller voldelige scener på tv og lign. Disse triggerpunkter forbindes med traumatiske situationer fra fortiden og udløser gammel frygt i nutiden, der viser sig eksempelvis som: hjertebanken, svedeture, rysten, pludselig vrede, angstanfald,  kamp, flugt eller frys tilstande.

Mønsteret i kærlighedslivet

Af de tre utrygge tilknytningsmønstre er det desorganiserede, forbundet med størst følelsesmæssig smerte, frustration og stress. På et instinktivt niveau er livsenergien fastlås til de traumer som skete i barndommen og derfor er du stadigvæk styret af dem. Livet og især kærlighedslivet er præget af utryghed, forvirring og drama.

På et instinktivt niveau er livsenergien fastlåst til de traumer, som skete i barndommen. Dengang og i dag længes du efter tryghed og nærhed, men når kærligheden kommer tæt på, bliver du bange. Angsten viser sig typisk som mistro og manglende tillid eller blind tillid med tendens til naivitet. 

Du kan også have styr på dit liv, uddannelse, karriere, økonomi, osv. – men kærlighedslivet halter bagefter. Du blev tidlig voksen og har i dag et stort behov for kontrol – er typisk over-ansvarlig og kontrollerede – modpolen til forælderen som var uansvarlig og ude af kontrol. Stilhed og ro kan gøre dig anspændt og udløse vrede eller ’ked af det hed.’ Hvis din partner viser sig at være overvejende tryg tilknyttet, kan du komme til at kede dig. Ubevidst kan du komme til at starte et skænderi –  for uden drama eller spænding føles forholdet kedeligt eller ligegyldigt.

Typiske kendetegn
  • Dit humør kan være meget svingende
  • Dine forhold er ofte præget af uoverensstemmelser og dramatik
  • Du kan nemt komme til at overreagere. Bagefter kan du ikke huske, ’hvad du sagde eller gjorde’
  • Du har en tendens til at føle dig som en fejltagelse i forholdet
  • Du kan være meget impulsiv og behovsstyret
  • Din verdensopfattelse er ofte sort-hvid
  • Du mister nemt overblikket og har svært ved ironi og tvetydighed
  • Du har svært ved at sætte grænser – eller svært ved at respektere andres.
  • Du bliver urolig og anspændt, hvis forholdet går godt
  • Du tiltrækkes af drama og ’farlige’ eller uopnåelige typer
  • Du keder dig i et trygt forhold og kommer ubevidst til at skabe drama

Klassiske reaktioner og adfærd
  • Du kan have svært ved at vide, hvornår det er i orden at stole på andre
  • Du kan have svært ved at tyde faresignaler – fordi du som barn lærte at overhøre dem
  • Du kan have svært ved at mærke dine grænser og svært ved at sætte dem
  • Du kan have svært ved at tro på, at dine grænser er i orden
  • Du kan have vedvarende behov for enten at flygte eller kæmpe i et forhold
  • Du kan mangle en følelse af tryghed i forholdet
  • Din partner kan frygte dine pludselige humørskift af fx. raseri eller panik anfald
  • Din partner kan føle sig skubbet væk på grund af din manglende evne til at være til stede i nuet 
  • Dit forhold kan være præget af forfølger-offer dynamikker, overhund-underhund, magtafmagt

Har du ikke har taget min tilknytningstest endnu, kan du gøre det herunder

Undvigende tilknytning

Hvordan opstår tilknytningsformen? 

Barnet har oplevet tidlig og vedvarende afvisning og ignorering,. Mor/og eller far har været følelsesmæssig lukket og udvist fjendtlighed og vrede blikke. Det er derfor blevet mere sikkert, at tage afstand fra, end at være i kontakt. Det kan være, at mor/ og eller far var ukærlige, fordi de ikke selv havde oplevet nærvær og kærlighed. Måske mor blev gravid uden at ønske det, og havde derfor svært ved at knytte sig følelsesmæssigt til barnet, eller mor fik måske en fødselsdepression. Mor/og eller far har måske været præget af træthed, stress, sygdom, eller konflikter mellem forældrene og/eller andre søskende. Kort sagt barnet har været meget overladt til sig selv og fået en følelse af, at være til besvær og betydningsløs.

Forældrene gav barnet, hvad det havde brug for i form af, mad, materielle ting – og udviste stor interesse når det gjaldt præstation i fx sport og skolegang. Men der manglede følelsesmæssig og fysisk nærvær (kram, knus, og hud mod hud kontakt) – til at give barnet en følelse af varme, glæde og være ønsket. Måske forældrene gav af pligt i stedet for af oprigtig interesse og kærlighed. Resultatet blev, at barnet følte sig ensomt og til besvær. Modvægten til den manglende interesse  / afvisninger fra mor/og eller far er at blive selvkørende og uafhængig af andre – og fokus bliver at dække egne behov. Forventningen til andre mennesker er derfor lave. 

Parforholdet 

Det er meget vigtigt for dig at bevare din frihed og din uafhængighed. Du foretrækker at klare dig selv frem for at involvere andre i dine behov. Selvom du gerne vil være tæt på andre, føler du dig utilpas med for megen nærhed og du har en tendens til at holde din partner på afstand og svært ved at åbne op for dine tanker og følelser. Ofte klager din partner over at du er følelsesmæssigt fjern. Når du er i et forhold er du opmærksom på om din parter vil kontrollere dig. For ingen skal styre eller bestemme over dig. Du er din egen og kører dit eget løb. Store følelser er ikke din kop te og derfor kan du komme til at nedgøre din partner, hvis han/hun viser svære følelser – for dig er svære følelser et tegn på svaghed.

Tegn på undvigende tilknytning
  • Du trives bedst alene, går dine egne veje
  • Du nedtoner (ubevidst) betydningen af forhold til andre
  • Du ”kører dit eget løb”
  • Du har nemt ved at få ro på og ”lande” dig selv. Men svært ved at lade en anden hjælpe dig med det
  • Du er ”oppe i hovedet” og kan have svært ved at mærke kroppen
  • Du tænker kærlighed fremfor at føle den
  • Du har svært ved at opleve og udtrykke følelser og behov – undertrykker eller udsætter dem hellere!
  • Du kan overbevise dig selv om, at du har det bedst alene – at du ikke har brug for andre
  • Du kan opgive mennesker og i stedet relatere til dyr, naturen, spiritualitet
  • Du kan føle dig som en fremmed. Føle dig forkert i forhold til andre, som om du ikke hører til på denne jord
  • Du kan eventuelt have mange venner og være engageret, men på et overfladisk plan
Udfordringer i parforholdet
  • Du kan være utilgængelig i en eller anden udstrækning og trække dig. Det kan være mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk. Din partner vil opleve det, som at der er en afstand mellem jer
  • Du undertrykker dine behov – så din partner får ikke klar besked om, hvad du ønsker eller ikke ønsker
  • Du har ikke nødvendigvis megen indlevelse, den kan mangle helt
  • Du tager kraftig afstand (ubevidst) fra din partners følelsesmæssige udtryk. Du trækker dig eksempelvis, hvis din partner græder eller er vred
  • Du kan finde på at tale nedsættende om følelsesmæssige reaktioner
  • Du stiller ikke (helt) op eller er (helt) nærværende i forholdet
  • Du kan have problemer med kontakten, eksempelvis øjenkontakt eller fysisk berøring
  • Du kan have svært ved at snakke om forholdet og følelserne.
  • Du takler tingene intellektuelt og/eller praktisk  
  • Du har svært ved at udtrykke dine kærlige følelser i ord . Dit kærlighedsssprog er typisk gaver eller tjenester. 
 

Har du ikke har taget min tilknytningstest endnu, kan du gøre det herunde

Ambivalent tilknytning

Bange for nærvær - men længes samtidig efter det. Læs mere her i Kærlighedsbrevkassen
Vigtig info om mønstrene

Vi har dele af alle fire tilknytningsformer – men i varierende grader. Det betyder at ingen har en 100 % tryg tilknytningsform. I følelsesmæssige situationer er vi typisk styret af et til to af tilknytningsmønstrene. Vi er påvirkelige af den andens mønstre. Den ambivalente trigges af den undvigende og vice versa. Yderligere kan mønstrene skifte fra øjeblik til øjeblik. 

Hvordan opstår tilknytningsmønsteret? 

Mor/og eller fars kærlighed og nærvær har været der, for så pludselig at forsvinde. Så kom den måske igen, for atter at forsvinde – uden barnet kunne regne ud, hvornår kærligheden var til rådighed. Derfor blev barnet (over)optaget af at regne ud, hvordan det kunne få kontakt – fordi det jo lykkes ind i mellem. Barnet tror derfor, det har noget med barnet selv at gøre (jeg er forkert).

Fokus bliver at fastholde kontakt, ved at gøre sig lille og hjælpeløs – fx. ved at være; klæbende, krævende og klynkende. Adfærd som sikrer barnet mod at blive forladt. Der opstår en indre overbevisning om at ‘Jeg kan ikke klare mig uden dig’ – samt en tendens til at tilfredsstille andres behov fremfor egne (for at undgå at blive forladt). 

Mønsteret i kærlighedslivet

Du elsker at være meget tæt på din partner og har et stort behov for intimitet. Du frygter ofte at din kæreste ikke ønsker at være ligeså tæt, som du gerne vil være. Dit parforhold optager en stor del af din følelsesmæssige energi. Du har en tendens til at være meget følsom overfor små udsving i din partners humør og handlinger. Dine sanser er meget skarpe, men du har en tendens til at overreagere og mistolke din partners signaler og handlinger. Du oplever mange negative følelser i forholdet og mister nemt dig selv. Som resultat har du en tendens til at reagere uhensigtsmæssigt og sige ting du senere fortryder. Hvis din partner giver dig en masse sikkerhed, kan du slippe din forladthedsangst og slappe af i forholdet. 

Kendetegn ængstelig/ambivalent
  • Du har vedvarende angst, frustration eller fortvivlelse i kærlighedsforhold
  • Du har svært ved at få ro på og ”lande” dig selv, 
  • Du mangler opmærksomhed på dine egne behov
  • Du er usikker på, om du kan få dine behov opfyldt – eller om det overhovedet er i orden at have behov 
  • Du kan (ubevidst) frygte at opfyldelse af dine behov vil medføre nederlag – tror at den anden vil skubbe dig væk, hvis du udtrykker dine behov 
  • Du overdriver (ubevidst) følelser og behov! Fordi du dybest set ikke tror på, at du kan få dine behov opfyldt
  • Du nøjes med det, der er til rådighed – i stedet for at bede om det, du virkelig har brug for
  • Du er ivrig efter at behage andre – også selvom det kan skade dig selv
  • Du giver ofte for at få – og tager derefter afstand fra den anden, hvis han/hun ikke giver lige så meget tilbage
  • Du kan have besættende tanker om din partner. Eller om, hvad andre tænker om dig
  • Du oversvømmes let af fortidens følelser –. Filteret mellem fortidens følelser og nutid er spinkelt
  • Du har høje forventninger til andre – nærmende sig det perfektionistiske
  • Hvis den anden er tilgængelig, mister du nemt interessen. Vender dig efter noget nyt du ikke kan få
  • Du forveksler (ubevidst) længsel med kærlighed. Tror du elsker, hvis du savner
  • Du kan føle dig ikke god nok, at du ikke fortjener at få, eller at du ikke er værd at elske
  • Du kan have lavt selvværd, depression og opleve tomhed
  • Du kan have afbrydelse af familierelationer
  • Du har ofte korte(re) forhold – eventuelt også korte venskaber
Klassiske benspænd i parforholdet
  • Du har tendens til (store) følelsesmæssige udbrud og bliver let oversvømmet af følelser.. Du tror det alt sammen handler om din partner og ved ikke, at dine reaktioner (frygt for at blive forladt) i høj grad stammer fra din fortid
  • Du har let ved at brokke dig og bebrejde din partner for alt muligt… men du gør det ofte indirekte og martyr-agtig, siger fx: ”Du vil meget hellere være sammen med de andre”, ”Dit arbejde er vigtigere end mig”. 
  • Du mangler at tage ansvaret fuldt ud for dig selv og bliver derfor let utilfreds og skubber, ansvaret/skylden over på partneren. En offerrolle, der typisk er ubevidst. Du tænker: ”Hvis bare han/hun ville … så ville vi/jeg være lykkelige”
  • Dn kritik og utilfredshed skubber ofte din partner væk – og derved skaber du dit eget værste mareridt!
  • Når din partner bliver helt tilgængelig og elsker dig – kan du finde på at vende dynamikken og selv blive utilgængelig og sabotere den kærlige kontakt
  • Du giver ofte for at sikre dig mod afvisning og det kan gøre din partner vred uden, at forstå hvorfor. Han/hun kan stå med en følelse af, at der er en ‘pris’ for det, som du giver – hvilket der også nemt kan være!
  • Din partner kan opleve, at hans/hendes kærlighed bliver afvist eller preller af på dig,. Det er som om du slet ikke kan få øje på den, eller tage den ind. Det er som du ikke tør stole på at du er elsket. Din ubevidste overbevisning er: ”Du siger at du elsker mig i dag – men elsker du mig i morgen? Kan jeg stole på at du virkelig vil mig?

Har du ikke har taget min tilknytningstest endnu, kan du gøre det herunder