Kom godt videre efter skilsmissen


Sådan kommer du godt videre efter skilsmissen

Hvorfor er det så svært at komme videre efter en skilsmisse?

En skilsmisse er en smertelig og sorgfuld proces at komme igennem, men når beslutningen først er taget, er målet at finde den bedste vej ud af krisen. Måden man kommer videre efter skilsmissen er meget forskellig. Den forladte part har oftest sværest ved at komme videre, hvorimod beslutningstageren er flere skridt foran i sin proces. I de tilfælde hvor man er kommet til enighed om at gå fra hinanden, er der naturligvis en større forståelse og villighed til at indgå kompromiser og få et konstruktivt samarbejde. Men kommer bruddet som et chok og er der utroskab involveret er der en stor risiko for, at skilsmissen udvikler sig til en ulykkelig affære for både børn og voksne.

Hvad forhindrer dig i at komme videre?

Det der ofte forhindrer folk i, at komme videre efter et brud er de mange sårede følelser. Det er en stor følelsesmæssig udfordring, selv at være i krise og tage sig af børnenes trivsel, passe sit arbejde og af alle de praktiske ting som der er i forbindelse med et brud. Det siger sig selv at en skilsmisse er svær at komme igennem for både voksne og børn.

Hvad kan du gøre for at komme hurtigere og bedre igennem krisen?

Noget af det vigtigste er at få hjælp med det samme. Gode venner, veninder, og familie der kan støtte, trøste og aflaste er guld værd. Sorg over skilsmisse opleves for nogle, som et følelsesmæssigt chok på linje med et dødsfald, derfor kan det være nødvendigt at få hjælp fra en professionel terapeut. Terapeuten kan se situationen udefra og hjælpe med at skabe ro og overblik.  Rådgivning i forbindelse med konfliktløsning, bodeling, skilsmisse økonomi, forsikringer osv. kan også komme på tale i terapien.

Krisen varer heldigvis ikke evigt

Den første tid kan være præget af følelsesmæssigt kaos og konflikter mellem parterne. I den periode har den forladte en tendens til at se sig selv, som den der ALTID gjorde ALT det rigtige for forholdet. Det kan derfor være svært at tage ansvar for sin egen andel af årsagen til bruddet. Hvis man ikke tager ansvar for sine handlinger, gør man sig selv til et offer, og med holdningen ’Det er synd for mig’ er det svært at komme videre.

Slut fred med fortiden

I mit arbejde som kærlighedscoach og terapeut oplever jeg en del klienter komme i terapi, flere år efter de er blevet skilt. Mange har været igennem flere mislykkede parforhold og nogle har været alene så længe, at de er ved at mistet håbet om at finde en kæreste. Den røde tråd i mine klienters historie er, at de ikke har sluttet fred med fortiden, og af den grund bruger de ubevidst vigtig livsenergi på at holde deres ubearbejdede følelser væk.

Ansvar og tilgivelse

Vejen frem mod et nyt og dejligt kærlighedsliv er, først og fremmest at tage ansvar for sine egne handlinger og dernæst tilgive sig selv – og måske også partneren. Der er altid en årsag til at man går fra hinanden, og når den erkendes, bliver det lettere at tage det næste skridt fremad. Nogle skaber sig uden at ville det, en form for ’glansbillede’ af det gamle forhold, og husker derfor kun alt det positive. Hvis forholdet kun var rosenrød romantik, så ville man jo stadigvæk være sammen, så derfor skal man for sit eget bedste forholde sig til virkeligheden – som den også var.

Find din nye identitet efter skilsmissen

For at komme videre efter skilsmissen skal du finde ud af, hvad du gerne vil med sit liv. Det tager tid at finde sin nye identitet og mange oplever i starten, at føle sig som ’en halv forælder’ og være helt nede i kulkælderen, når børnene ikke er hos dem. Det er hårdt når man ikke mere kan følge med i børnenes hverdag og derfor skal man gøre noget aktivt for ikke, at havne i selvmedlidenhed og ensomhed. Børn er ikke dumme, de fornemmer straks, hvis man hænger med hovedet, og det vil ubevidst give dem skyldfølelse, når de skal bo hos den anden forælder. Derfor gavner det både børn og forælder når man flytter sit eget fokus over på positive og givende aktiviteter i de børnefri uger. Sørg for at lave venindeaftaler, dyrk interesser og nyd den nye frihed med glæde og god samvittighed.

Konflikter under og efter skilsmissen rammer børnene hårdest

Undersøgelser viser at det ikke er skilsmissen i sig selv – men at det er langvarige konflikter imellem forældrene, som slider hårdest på barnet. I enhver skilsmisse er der naturligvis konflikter og de vil oftest aftage i løbet af de første to år. Børn er ekstremt loyale over for begge forældre, så undgå at sætte barnet i en situation, hvor det føler sig tvungent til at vælge parti. Små børn forstår ikke forældrenes skænderier og tror ofte at konflikten er deres skyld. Teenageres forstår godt hvad konflikten handler om, men kan alligevel ikke distancere sig fra hvad der foregår. Det mindre barn vil ofte reagere ved at være mere pylret end normalt – imens teenageren ofte isolerer sig på sit værelse for at udgå den dårlig atmosfære i hjemmet. Uanset alder er konflikterne årsagen til, at børnene mistrives og kan udvikle et dårligt selvværd, som hænger ved ind i voksen livet.

Børn er meget omstillingsparate

Livet går videre og med tiden fylder én skilsmisse mindre og mindre. Børn er meget omstillingsparate og ser de glade forældre, vil de naturligvis også selv trives. Man siger det tager ca. to år, at komme over et brud og skabe sig en ny og tryg hverdag – og det tager endnu længere tid for børn, at vænne sig til fars og mors nye kærester. Så hav tålmodighed når børnene ikke er ligeså vilde med din nye kæreste som du selv er

Bliv glad igen – det skylder du dine børn og sig selv

Alle gør deres bedste for at komme godt videre efter en skilsmisse. Men får man ikke bearbejdet sine sårede følelser, er risikoen for at sidde fast i bitterhed stor. Derfor skylder man både sig selv og sine børn at få fred med fortiden, så man igen kan blive en nærværende, givende forælder samt god kæreste i et nyt forhold. .

Med udgangspunkt i mine egne og klienters erfaringer har jeg udarbejdet ’Kom godt videre efter skilsmissen’, et forløb der er baseret på de bedste psykologiske metoder og effektive teknikker. Forløbet er målrettet til mænd og kvinder, som ønsker at få hjælp og vejledning til at skabe sig et lykkelig liv efter et brud.

Læs mere om forløbet her “Kom videre efter skilsmissen

Kom godt igennem skilsmissen og find en ny dejlig kærlighed.

Læs andre atikler

Alle artikler

Leave a Comment