Når nogen kommer tæt på følelsesmæssigt, kan noget i dig trække sig lidt tilbage – uden at du helt ved hvorfor.
Det kan føles som et behov for ro, plads eller at være alene.
Det er nervesystemet, der forsøger at beskytte dig mod noget, der bliver for meget.
Denne tekst beskriver det undvigende mønster, som det ofte opleves indefra.
De fleste begynder med at forstå tilknytning med hovedet.
Men hvis du vil opdage dit mønster, må du nødvendigvis også lære at genkende det i kroppen.
For det er dér, reaktionen starter.
Og det er dér, afstanden opstår.
Undvigende tilknytning betyder ikke, at du ikke har brug for andre.
Og det betyder heller ikke, at du er ligeglad med andre eller ikke kan elske.
Det betyder noget mere instinktivt og kropsligt:
At din krop hurtigt kan opleve følelsesmæssig intensitet som overvældende.
At nærhed og kan føles som et pres – selv om du holder af den anden.
Du længes måske efter kærlighed.
Men når den kommer tæt på, sker der noget i dig.
Det sker ofte i helt almindelige situationer:
Når nogen vil tale om følelser.
Når en partner siger: “Jeg savner dig.”
Når der opstår konflikt.
Når du mærker, at nogen forventer noget af dig.
Når stemningen bliver intens.
Noget i dig trækker sig en anelse tilbage.
Måske mærker du irritation.
Måske bliver du pludselig træt.
Måske får du lyst til at skifte emne, kigge på din telefon, gå en tur eller sige:
“Jeg synes du overdriver situationen, så stort er det heller ikke.”
Det kan ske lynhurtigt.
Uden at du tænker over det.
Når mønsteret aktiveres, spænder kroppen op.
Åndedrættet bliver mere overfladisk.
Brystet kan føles lukket.
Tankerne bliver klare og rationelle – mens følelserne dæmpes.
Du kan få en stærk trang til:
At trække dig
At være alene.
At skabe ro.
At komme “op i hovedet”.
Det er ikke fravær af følelser.
Det er en måde at regulere på, ved at dæmpe dem.
Indeni kan det lyde sådan:
“Jeg har brug for plads.”
“Det her bliver for meget.”
“Kan vi ikke bare lade det ligge?”
“Jeg klarer mig bedst alene.”
“Hvis jeg går for langt ind i det her, mister jeg mig selv.”
Måske genkender du kun noget af det.
Måske rammer det dybere, end du bryder dig om.
Du kan komme til at:
Trække dig fysisk eller følelsesmæssigt.
Blive mere praktisk end nærværende.
Tale udenom det svære.
Udskyde samtaler.
Fokusere på arbejde, opgaver eller noget konkret.
Berolige dig selv med, at “det går nok over”.
Udefra kan det ligne afstand.
Indefra føles det som selvbeskyttelse.
Måske lærte du tidligt, at det var tryggest ikke at fylde for meget.
At dine følelser ikke blev rummet.
At du måtte klare dig selv.
Ikke nødvendigvis fordi ingen var der.
Men fordi der manglede følelsesmæssig regulering og reparation.
Et barn kan ikke berolige sig selv.
Hvis hjælpen udeblev, lærte kroppen at klare det alene.
At skrue ned.
At lukke af.
At finde styrke i selvstændighed.
Det var ikke fravær af følelser.
Det var en måde at holde dem nede på.
Det giver dig ofte:
Selvstændighed.
Handlekraft.
Evnen til at stå på egne ben.
Overblik i pressede situationer.
Men det kan også koste:
At andre oplever dig som fjern.
At du føler dig alene i kontakten med andre.
At du savner nærhed, uden helt at vide hvordan du bliver i kontakten.
Mange med et undvigende tilknytningsmønster længes efter:
Ro i kontakten med andre.
At blive mødt uden krav.
At kunne være sig selv uden at skulle forklare eller forsvare sig.
At nærhed ikke føles som pres.
Du længes måske efter kærlighed –
men på en måde, hvor du stadig kan trække vejret frit og bevare din frihed.
Hvad sker der i din krop, når nogen kommer følelsesmæssigt tæt på?
Hvornår får du mest lyst til at trække dig?
Hvad har afstand hjulpet dig med gennem livet?
Vejen handler ikke om at tvinge dig selv til mere nærhed.
Den handler om langsomt at opdage, at du kan være i kontakt –
uden at kroppen lukker ned.
At du kan mærke følelser –
uden at dæmpe dem eller trække dig væk.
At du kan række ud –
uden at det føles som pres eller overbelastning.
Det begynder i kroppen.
I de små øjeblikke, hvor du bliver lidt længere, end du plejer.
Ikke for at presse dig selv. Men for gradvist at udvide tolerancen for nærhed.
For at give nervesystemet en ny erfaring af, at kontakt ikke er farlig.
De fleste har et primært mønster – men kan bevæge sig mellem flere, når noget bliver følelsesmæssigt aktiveret.
Vi reagerer forskelligt alt efter, hvem vi er sammen med, og hvad der bliver vækket i os.
Hvis du er nysgerrig på dine egne reaktioner, kan du læse videre om de andre mønstre:
• Tryg tilknytning – når relationer føles stabile
• Ambivalent (ængstelig) tilknytning – når frygten for at miste fylder
• Desorganiseret tilknytning – når både nærhed og afstand kan føles utrygt
Måske vil du opdage nye sider af dig selv undervejs.
Kærlig hilsen
Lene
Denne side er en del af en serie om de fire tilknytningsmønstre.
Mønstrene beskriver ikke mennesketyper, men måder vi søger nærhed, håndterer sårbarhed og reagerer, når vi føler os utrygge.
Tryg tilknytning er menneskets grundlæggende fundament for at kunne skabe nære og vedvarende relationer.
De utrygge tilknytningsmønstre er ikke fejl i os, men former for adfærd, der kan gøre relationer og livet mere besværligt.
Det er derfor ikke trygheden, der skal læres – det er utryghed, der kan heles, fordi den kan forstyrre eller skade vores evne til kontakt.
Beskrivelserne af de fire tilknytningsmønstre sætter ord på adfærd,
som mange kan genkende, både hos sig selv og i nære relationer.
Mange vil kunne genkende sig selv i mere end ét mønster, og det er helt normalt.
Øv dig i at mærke og blive i kontakt. Når du får lyst til at trække dig, så sæt farten ned, registrér dine kropssignaler og navngiv dine følelser. Det skaber regulering i nervesystemet og giver dig et valg, før det automatiske undvigende mønster tager over. Målet er ikke at elske nærvær, men at intimitet kan føles trygt.
Åben op – også selvom det føles uvant. Fortæl hvad du tænker eller mærker uden at forklare det væk eller pakke det ind i rationaler. Det er sårbart, ja, men det er også sådan både tilknytning og tillid opstår. Start i det små, og læg mærke til at verden ikke styrter sammen, når du bliver set.
Træn modtagelighed for omsorg og kærlighed. Når nogen rækker ud, så øv dig i ikke at afvise eller minimere, men undersøge hvorfor det er ubehageligt. Ofte handler det om gamle erfaringer, ikke om nuet. Ved at lade dig “ramme” blidt, lærer du kroppen at nærhed ikke er en trussel, men et muligt sted at lande.
Barnet føler sig tryg og beskyttet. Oplever tilpas med omsorg og mødes med oprigtig interesse. Mor/og eller fars stabile og vedvarende støtte opfordrer til udvikling af selvstændighed. Barnet føler sig tryg og elsket – udvikler højt selvværd samt selvtillid.
Tryg tilknytning som voksen
Som voksen indgår du i et sundt og nærende parforhold, hvor der både er plads til individualitet og et fælles behov for samhørighed og følelsesmæssig intimitet. Du har en generel positiv livsindstilling, er fleksibel og omstillingsparat. Du accepterer jeres forskelligheder og ser muligheder frem for begrænsninger. Problemer løses uden de helt store dramaer. Du kan udtrykke kærlighed i ord og handlinger. Du kan undskylde dine fejl og modtage en undskyldning fra den anden. Du kan tilgive og hurtig komme videre.
Studier viser at tryg tilknyttede mennesker har en nemmere tilgang til kærlighed, kram, nærvær og mindre tilgang til frygt, tab og separation. De er helt enkelt ikke særlige sensitive overfor negative tegn hos deres partner.
Den trygge tilknytningsform handler om, at hvile i sig selv. Have en indre ro, tillid og tro på sig selv og verden. Det er naturlig evne til at knytte bånd og indgå i tætte og nærende relationer. Det er menneskets sunde kerne og essens. Det er mennesket i dets reneste, ærligste og smukkeste udgave.
Den desorganiserede tilknytningsstil er modsat det undvigende og ambivalente mønster – uforudsigeligt. Det vil sige at det har ikke et stabilt reaktionsmønster, som de to andre utrygge mønstre har. Det betyder at jo mere chok/traume en person har på lager, jo mere følelsesmæssig svingende vil man være.
Det desorganiserede mønster er mønsteret ‘ingen rigtig taler om’ – fordi det er forbundet med skam og fordi der ikke undervises eller skrives særligt meget om det. Jeg vil dog vove den påstand, at vi alle har en smule desorganiseret tilknytning i os. Desorganiseret tilknytning handler ikke kun om en hård opvækst – men også om andre traumatiske livsbegivenheder som pludselig indtræffer – og hvor vi ikke har fået hjælp til at heale traumet og lande nervesystemet.
Barnet har oplevet mor/og eller fars adfærd være skræmmende . Stemningen i hjemmet har været præget af en truende, uforudsigelig og kaotisk atmosfære. Det ene øjeblik har mor og eller far været rolig og i godt humør, for i næste øjeblik at reagere voldsomt, uden at vise hensyn til barnets følelser og reaktion.
Barnet har været vidne til eller selv oplevet overgreb. Forældre eller andre i familien har fx. udvist krænkende adfærd i form af fysisk eller psykisk ydmygelse. Forælderen kan muligvis selv være traumatiseret på grund af, omsorgssvigt, dødsfald, overgreb, ulykker, psykisk sygdom eller misbrug. Forælderen er derfor selv hjælpeløs og ude af stand til, at opfostre et barn i trygt og kærligt miljø.
Barnet fanges i en umulig situation, hvor det er afhængig af forældren – som det også er bange for. Tilknytning og kærlighed forbindes med frygt og vigtige relationer opfattes som farlige. Barnet befinder sig i en konstant tilstand af stress og veksler mellem, at søge trøst og løbe væk (kamp og flugt impulser) eller være helt fastlåst og apatisk (frys). Den håbløse og forvirrende situation kan få barnet til at reagere voldsomt og de voksne kan komme til at stemple, det som et ‘problem barn’ – men i virkeligheden er det de voksne som er problemet.
Nogle desorganiserede voksne læner sig til den undvigende side, og er mere følelsesmæssigt lukkede og uafhængige af andre. Andre læner sig til den ambivalente side og lever med angst, panikanfald og voldsomme følelsesudsving og er meget afhængige af andre. Nogle svinger mellem ængstelige og depressive tilstande.
Der findes også dem, hvor tilknytningsstilen kun viser sig i specifikke situationer, som fx råben og skrigen, lugte, høje lyde, fx. døre der smækker, glas som tabes på gulvet eller voldelige scener på tv og lign. Disse triggerpunkter forbindes med traumatiske situationer fra fortiden og udløser gammel frygt i nutiden, der viser sig eksempelvis som: hjertebanken, svedeture, rysten, pludselig vrede, angstanfald, kamp, flugt eller frys tilstande.
Af de tre utrygge tilknytningsmønstre er det desorganiserede, forbundet med størst følelsesmæssig smerte, frustration og stress. På et instinktivt niveau er livsenergien fastlås til de traumer som skete i barndommen og derfor er du stadigvæk styret af dem. Livet og især kærlighedslivet er præget af utryghed, forvirring og drama.
På et instinktivt niveau er livsenergien fastlåst til de traumer, som skete i barndommen. Dengang og i dag længes du efter tryghed og nærhed, men når kærligheden kommer tæt på, bliver du bange. Angsten viser sig typisk som mistro og manglende tillid eller blind tillid med tendens til naivitet.
Du kan også have styr på dit liv, uddannelse, karriere, økonomi, osv. – men kærlighedslivet halter bagefter. Du blev tidlig voksen og har i dag et stort behov for kontrol – er typisk over-ansvarlig og kontrollerede – modpolen til forælderen som var uansvarlig og ude af kontrol. Stilhed og ro kan gøre dig anspændt og udløse vrede eller ’ked af det hed.’ Hvis din partner viser sig at være overvejende tryg tilknyttet, kan du komme til at kede dig. Ubevidst kan du komme til at starte et skænderi – for uden drama eller spænding føles forholdet kedeligt eller ligegyldigt.
Barnet har oplevet tidlig og vedvarende afvisning og ignorering,. Mor/og eller far har været følelsesmæssig lukket og udvist fjendtlighed og vrede blikke. Det er derfor blevet mere sikkert, at tage afstand fra, end at være i kontakt. Det kan være, at mor/ og eller far var ukærlige, fordi de ikke selv havde oplevet nærvær og kærlighed. Måske mor blev gravid uden at ønske det, og havde derfor svært ved at knytte sig følelsesmæssigt til barnet, eller mor fik måske en fødselsdepression. Mor/og eller far har måske været præget af træthed, stress, sygdom, eller konflikter mellem forældrene og/eller andre søskende. Kort sagt barnet har været meget overladt til sig selv og fået en følelse af, at være til besvær og betydningsløs.
Forældrene gav barnet, hvad det havde brug for i form af, mad, materielle ting – og udviste stor interesse når det gjaldt præstation i fx sport og skolegang. Men der manglede følelsesmæssig og fysisk nærvær (kram, knus, og hud mod hud kontakt) – til at give barnet en følelse af varme, glæde og være ønsket. Måske forældrene gav af pligt i stedet for af oprigtig interesse og kærlighed. Resultatet blev, at barnet følte sig ensomt og til besvær. Modvægten til den manglende interesse / afvisninger fra mor/og eller far er at blive selvkørende og uafhængig af andre – og fokus bliver at dække egne behov. Forventningen til andre mennesker er derfor lave.
Det er meget vigtigt for dig at bevare din frihed og din uafhængighed. Du foretrækker at klare dig selv frem for at involvere andre i dine behov. Selvom du gerne vil være tæt på andre, føler du dig utilpas med for megen nærhed og du har en tendens til at holde din partner på afstand og svært ved at åbne op for dine tanker og følelser. Ofte klager din partner over at du er følelsesmæssigt fjern. Når du er i et forhold er du opmærksom på om din parter vil kontrollere dig. For ingen skal styre eller bestemme over dig. Du er din egen og kører dit eget løb. Store følelser er ikke din kop te og derfor kan du komme til at nedgøre din partner, hvis han/hun viser svære følelser – for dig er svære følelser et tegn på svaghed.
Har du ikke har taget min tilknytningstest endnu, kan du gøre det herunde
Vi har dele af alle fire tilknytningsformer – men i varierende grader. Det betyder at ingen har en 100 % tryg tilknytningsform. I følelsesmæssige situationer er vi typisk styret af et til to af tilknytningsmønstrene. Vi er påvirkelige af den andens mønstre. Den ambivalente trigges af den undvigende og vice versa. Yderligere kan mønstrene skifte fra øjeblik til øjeblik.
Mor/og eller fars kærlighed og nærvær har været der, for så pludselig at forsvinde. Så kom den måske igen, for atter at forsvinde – uden barnet kunne regne ud, hvornår kærligheden var til rådighed. Derfor blev barnet (over)optaget af at regne ud, hvordan det kunne få kontakt – fordi det jo lykkes ind i mellem. Barnet tror derfor, det har noget med barnet selv at gøre (jeg er forkert).
Fokus bliver at fastholde kontakt, ved at gøre sig lille og hjælpeløs – fx. ved at være; klæbende, krævende og klynkende. Adfærd som sikrer barnet mod at blive forladt. Der opstår en indre overbevisning om at ‘Jeg kan ikke klare mig uden dig’ – samt en tendens til at tilfredsstille andres behov fremfor egne (for at undgå at blive forladt).
Du elsker at være meget tæt på din partner og har et stort behov for intimitet. Du frygter ofte at din kæreste ikke ønsker at være ligeså tæt, som du gerne vil være. Dit parforhold optager en stor del af din følelsesmæssige energi. Du har en tendens til at være meget følsom overfor små udsving i din partners humør og handlinger. Dine sanser er meget skarpe, men du har en tendens til at overreagere og mistolke din partners signaler og handlinger. Du oplever mange negative følelser i forholdet og mister nemt dig selv. Som resultat har du en tendens til at reagere uhensigtsmæssigt og sige ting du senere fortryder. Hvis din partner giver dig en masse sikkerhed, kan du slippe din forladthedsangst og slappe af i forholdet.
